frisenetlogo

Frivilligjob.dk – et redskab til inklusion af nye målgrupper i det frivillige arbejde

Med flere end en million besøg og knap 16.000 formidlinger af frivillige i 2016 er frivilligjob.dk ubetinget Danmarks største rekrutteringsportal for frivilligt arbejde. Siden projektets start i 2005 har vi vidst, at sitet er ekstremt velegnet til at nå unge og førstegangsfrivillige – i 2016 var 65 % af de frivilligjobsøgende under 30 år, og og 45 % fandt deres første frivilligjob på sitet. Handler det kun om mediet – at det er de unge, der bruger nettet? Det er helt sikkert en del af forklaringen.

En anden forklaring er nedenstående:

 

Opfordringer som primært rekrutteringsredskab

I kender det sikkert fra jer selv og de foreninger, I arbejder med: De fleste af os melder os som frivillige, fordi vi bliver spurgt. Faktisk angav hele 52 % i 2012, at opfordringer var årsagen til, at de var frivillige. Men opfordringer kræver netværk. Uden det rette netværk bliver du ikke spurgt, om du vil sidde i den lokale idrætsklubs bestyrelse, tage en tørn som mentor for en udsat ung eller være besøgsven.

Selv om opfordringer er et af de mest effektive rekrutteringsværktøjer, vi har, er der også en risiko for en lukkethed og en manglende inklusion af dem, en forening ikke har i sit netværk, hvis det er foreningens eneste rekrutteringsværktøj.

 

Øget deltagelse blandt bestemte grupper
På frivilligjob.dk ser vi en høj repræsentation af:

  • Unge (65 % under 30)
  • Førstegangsfrivillige (45 %)
  • Mennesker med anden etnisk baggrund (20,2 %)
  • Mennesker uden for studie og arbejdsmarked (20,6 %)
  • Mennesker med handicap eller funktionsnedsættelse (6,5 %)

Det er interessant, at den svenske portal, Volontärbyrån, netop har publiceret en undersøgelse, der bonner ud på stort set de samme målgrupper. Måske handler det om, at disse grupper i lige så høj grad som andre ønsker at være frivillige, men ikke bliver spurgt?

I denne artikel fremhæver vi de vigtigste resultater fra frivilligjob.dks brugerundersøgelse fra 2017 ift. at se på frivilligjob.dk som en måde at nå målgrupper, som vi ved, at mange har et ønske om at inkludere i de frivillige fællesskaber: Unge, mennesker med anden etnisk herkomst, mennesker med et handicap og mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet.

 

Alder og frivilligt arbejde
Ifølge en dugfrisk undersøgelse fra Center for frivilligt socialt arbejde er unge nogle af topscorerne, når det kommer til deltagelse i frivilligt arbejde. Vi kan tilføje, at rigtig mange af dem bruger nettet, når de vil finde deres frivillige arbejde. Blandt respondenterne i frivilligjob.dks undersøgelse er det aldersgruppen 18-24 år, der med 37,6 % af ansøgerne er den største. På en andenplads kommer de lidt ældre, idet de 24-30 årige står for 26 % af ansøgningerne. I alt er 65 % af ansøgerne under 30.


Etnicitet og oprindelse
Vi spørger i vores undersøgelse til oprindelse og fødselsland, og procentfordelingen i vores undersøgelse sammenlignet med tal fra Danmarks Statistiks Statistikbank for andet kvartal 2017 er som følger:

  • Født i Danmark, dansk oprindelse 77 % (dansk oprindelse i befolkningen som helhed 87 %)
  • Født i et andet land end Danmark 12,2 % (indvandrere i befolkningen som helhed 10 %)
  • Født i Danmark af forældre, der ikke er født i Danmark 8 %* (efterkommere i befolkningen som helhed 3 %)

Ovenstående tal inkluderer ikke ansøgninger sendt via volunteering.dk, frivilligjob.dks engelsksprogede del. I perioden stod volunteering.dk for 6,5 % af ansøgningerne, og godt 85 % af ansøgerne her er indvandrere. Det reelle ansøgertal for indvandrere på frivilligjob.dk er derfor noget højere end de 12 %. Af de, der søger på volunteering.dk, finder man mange nytilkomne (da sitet arbejder på at nedbryde sproglige barrierer for deltagelse gennem opslag på engelsk), og 73 % af ansøgerne med indvandrerbaggrund på volunteering.dk har boet i Danmark i mindre end tre år.

Deltagelsen i frivilligt arbejde blandt mennesker med anden etnisk herkomst er, hvis vi ser på mennesker af ikke-vestlig oprindelse, generelt lavere end blandt befolkningen som helhed. Ifølge en undersøgelse fra SFI deltog 21 % af indvandrere af ikke-vestlig herkomst i frivilligt arbejde mod 35 % af befolkningen som helhed. Vores undersøgelse kan ikke entydigt sige noget om vestlig / ikke-vestlig oprindelse, men vi kan se, at 7,8 % født i et land uden for EU, mens 4,4 % er født i et andet EU-land.

* Når vores tal ikke, som Danmarks Statistiks, giver 100, skyldes det, at vi har en Andet/Ønsker ikke at oplyse-kategori på knap 3 %. Det kan fx dreje sig om mennesker, der er født af en dansk og en udenlandsk forælder, eller adopterede.

 

Beskæftigelse
Ser vi på beskæftigelse, er der to tydelige tendenser. Den første er – med en aldersfordeling, hvor 65 % er under 30 – ikke overraskende, nemlig at godt 40 % er studerende. Måske mere overraskende er det, at 20,6 % står uden for arbejdsmarkedet (hertil kommer 4,7 %, der har placeret sig i kategorien andet/ønsker ikke at oplyse. Det kan fx være mennesker, der modtager integrationsydelse eller sygedagpenge, da vi ikke har spurgt til alle mulige ydelser). De 20,6 % er fordelt på:

  • Dagpengemodtager: 10,4 %
  • Kontanthjælpsmodtager: 2,6 %
  • Førtidspensionist: 2,3 %
  • Efterlønsmodtager: 1,5 %
  • Folkepensionist: 3,8 %

Til sammenligning er antallet af danskere, der modtager offentlige ydelser (minus SU) ifølge Danmarks Statistik 747.000 i 2016, svarende til knap 13 % af befolkningen.

Ud over de studerende og de, der modtager offentlige ydelser, er godt 34 % beskæftigede enten fuld tid (21,4 %), deltid (9,5 %) eller som selvstændige (3,2 %).

 

Handicap og funktionsnedsættelse
I undersøgelsen fra 2017 spurgte vi for første gang ind til, om de frivilligjobsøgende havde et handicap eller en funktionsnedsættelse – og resultatet viste, at 6,5 % har et handicap eller en funktionsnedsættelse (derudover har 1,4 % svaret ved ikke/ønsker ikke at oplyse). I befolkningen som helhed har 10-15 % et handicap eller en funktionsnedsættelse, og derfor kan man ikke uddrage af undersøgelsen, at frivilligjob.dk i høj grad anvendes af målgruppen.

Det, vi uddrager af undersøgelsen, er i stedet et billede af, at frivilligjob.dk er et velegnet redskab for mennesker med et handicap – tilfredsheden med frivilligjob.dk i gruppen var stor – og at det er et område, frivilligjob.dk i de kommende år vil have et øget fokus på at øge sin viden omkring.

 

Kilder:
SFI: Udviklingen i frivilligt arbejde 2004-2012 
Center for frivilligt socialt arbejde
Danmarks Statistik, Statistikbank
Frivilligjob.dk: Nøgletal og Hvem er de frivillige
Dansk Handicap Forbund

frivilligjob

techsoup

gno job

PF Logo Pos

kontakt

Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark // Frederiksgade 78B, 1. //  8000 Aarhus C.
Telefon: 98 12 24 24 // Mandag-Fredag 09.00 - 15.00.

ikon linkedinForfra Webdesignikon facebook
En del af Moesborg NET-UP