Hemingway Club hos jer?

"Det startede med ensomhed, men det er jo meget mere end det."

Sådan lød det da daværende formand for Frivilligrådet Mads Roke Clausen besøgte Hemingway Club i Greve i efteråret 2019. Her blev han blæst bagover af fællesskabet for modne mænd, der i udgangspunkter startede som et møde over en ostemad og en kop kaffe, men er er endt med at blive så meget mere om det.

Med Velux-midler har Frivilligcenter Gentofte, der startede den første Hemingway Club, siden 2019 arbejdet for at udbrede det populære koncept for mandefællesskaber til hele landet. Coronarestriktioner har påvirket processen, og med projektudløb november 2022 er der nu sat turbo på indsatsen. 

Med en task force af dedikerede og engagerede frivillige rykker projektleder Cathrine Sort ud i hele landet for at skabe opmærksomhed og interesse for konceptet, og senest er der afholdt informationsmøder i Aabenraa og Nyborg. 

"Vi anbefaler altid, at man lokalt finder en håndfuld interesserede mænd i målgruppen før et besøg fra task forcen. På den måde kan konceptet lettere blive forankret hos de frivillige fra start og det lokale initiativ er mere bæredygtigt," fortæller Cathrine Sort, der meget gerne hører fra FriSe-medlemmer, der kunne være interesserede i opstart af en lokal Hemingway Club i 2022.

I projektperioden kan interesserede kan få hjælp til annoncering, presse, oplæg, foredragsholdere og sågar også få fingrene i de populære Hemingway-kopper.

"En anden tilgang er, at man lokalt kan sende en delegation til en af de eksisterende klubber, hvor de nye potentielle frivillige kan mærke energien og stemningen," lyder rådet fra Cathrine Sort, der var med til at starte den originale Hemingway Club i Gentofte, der i november 2021 kunne fejre otte år med ugentlige møder.

Også i Greve har konceptet vist sig at være en succes, fortæller centerleder Nicoline Alletorp:
"En meget positiv afledt effekt er den nye gruppe af frivillige, der er blevet tilknyttet frivilligcentret i kraft af deres deltagelse i Hemingway Club-møderne. Pludselig har vi en en målgruppe af modne mænd, der også gerne bidrager til andre aktiviteter i huset og lokalt." 

Er I klar på en Hemingway Club hos jer? Tag fat i projektleder Cathrine Sort på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og læs mere på: hemingwayclub.dk


Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark