Nyt udviklingsprojekt: Selvhjælp mod ensomhed
Februar måned har budt på de første spirer og forårstegn i form af små vintergækker, erantisser og begyndende knopper på træerne. Og med foråret for døren søsætter vi i FriSe et nyt spændende udviklingsprojekt sammen med hele 21 medlemmer – et projekt der skal afhjælpe langvarig eller svær ensomhed.
De næste tre år skal vi udvikle og afprøve et skræddersyet koncept for selvhjælpsgrupper for ensomme unge og voksne. Vi skal sammen finde ud af, hvordan selvhjælpskonceptet bedst kan skrues sammen, når det netop er ensomhed, der er omdrejningspunktet for samværet og samtalen. Skal selvhjælpsgrupperne fx mødes online de første gange eller samles om en fælles aktivitet? Hvilke temaer skal guide samtalerne og gruppernes udvikling? Og hvordan får vi bedst rekrutteret deltagere, når nu ensomhed kan være tabubelagt og forbundet med skam? Det skal vi blive klogere på de kommende år, og vi glæder os!