Sådan blev Lift-projektet starten på en ny selvhjælpsgruppe for unge i frivilligcenteret i Vejle
Vi er i Foreningernes Hus i Vejle.
Der sidder en ung fyr ved klaveret i det store fælleslokale og spiller en lille melodi for et par ældre, der sidder og gynger med. I indgangen hænger en tv-skærm med en Office-kalender, der viser de nytilkomne, at der senere i aften skal danses lettisk folkedans i lokalet.
Else Marie Schmidt er daglig leder på stedet. Hun har sat sig godt til rette ved et langt, ovalt bord i et af de mange mødelokaler i huset. Der går ikke længe, før hun peger rundt på væggene i lokalet og fortæller, at det er historiens hovedpersoner, der har sørget for udsmykningen.
Vi spoler lige tiden lidt tilbage …
Det er nemlig godt et år og en kronprinsesse siden, at Mary Fonden i samarbejde med en række aktører aftaler, at Vejle som en af tre kommuner skal tage del i det nye Lift-projekt.
Lift handler i bund og grund om at opspore unge, der viser tegn på ensomhed og invitere dem til en vejledende samtale med en såkaldt ungevejleder – i Vejle er det enten Else Maries kollega Mariann Doherty, der er selvhjælps-koordinator, eller en af de to tilknyttede fra kommunen. Derefter er målet så at hjælpe de unge ud i varige fællesskaber og mindske de høje tal for ensomhed i målgruppen.

Hvor findes de varige fællesskaber for de unge?
“De unge ser jo ud til at være seje, flotte, skønne mennesker med selvtilliden i orden. Men når de så åbner sig op i en samtale, kommer al mistrivsel, usikkerhed og den der følelse af ikke at slå til – den kommer op til overfladen,” fortæller Else Marie.
Foreningernes Hus i Vejle har i mere end 20 år kombineret frivilligcenteret med selvhjælpsgrupper. Der arbejdes med mange forskellige målgrupper, men det er først i forbindelse med Lift-projektet, at de unge har faste aktiviteter på frivilligcenteret.
Dermed var det med et helt åbent sind og uden forventninger til de unges ageren, da arbejdet med Lift-samtaler startede ved forårstid.
”Vi lærte hurtigt, at man ikke bare kan tage en samtale med en ung, og så sende dem videre til badminton,” siger Else Marie.
Med andre ord oplevede de på frivilligcenteret, at de unge ikke var klar til at være en del af fællesskabet i et konkurrencepræget sportsmiljø. Faktisk var der brug for en særlig indsats. Derfor satte de sig for at bruge deres erfaring med selvhjælp til selv at skabe et fællesskab for de unge.
Derfor fik ungevejlederen Mariann ideen til at bruge erfaringen med selvhjælp til at skabe et anderledes fællesskab for de unge. Med midler fra Socialstyrelsens PUF-pulje blev tilbuddet KreaVærk født.
”Der er jo ingen, der har lyst til at gå til ’ensomhed’ hver anden torsdag. De unge har brug for at forbedre deres sociale liv med inspiration og varme. Et mentalt pusterum, hvor kreative sysler kan blive det fælles tredje,” fortæller Else Marie.
Hun viser nogle af de magasincollager, gruppen lavede i ugen forinden. De hænger på en grå opslagstavle og giver rummet et friskt pust af liv.
”…og pludselig gik det op i en højere enhed”
Det er Else Maries håb, at Foreningernes Hus i fremtiden kan sætte endnu flere selvhjælpsgrupper i gang for unge. Med en hånd om koppen, der efterhånden kun indeholder en lille, kold sjat kaffe, fortæller hun Lift-projektets første store succeshistorie med stolte øjne:
“En af de unge, som vi kontaktede gennem Lift har nu påtaget sig en af facilitatorrollerne i KreaVærk, og ikke nok med det stillede hun sig op på sit gymnasium og fortalte om tilbuddet til hundredvis af hendes medstuderende. Det er også hende, der har malet blomsterne på væggen.”
Det tætte samarbejde med kommunen har gjort, at Foreningernes Hus nu også danner rum for kommunens ungecaféer, som afholdes i et af husets lokaler fast hver onsdag.
”Lift har gjort en kæmpe forskel, både for de unge og for os som frivilligcenter. De unge mennesker kommer ind med utrolig meget potentiale og skal bare lige have et skub ud af det hul af mistrivsel, de nu engang befinder sig i. Og det er jo dejligt for os, at vi har et rigtig godt samarbejde med både Vejle Kommune og Mary Fonden,” siger Else Marie.
Ude i fælleslokalet holder klaveret fri. Det er sidst på eftermiddagen, og om lidt skal der danses folkedans i det store rum.
Hvorfor denne fortælling?
Det er efterhånden ikke ny læsning, at mange danskere kæmper med at føle sig ensomme. I februar 2024 udkom midtvejsundersøgelsen af Den Nationale Sundhedsprofil. Her står det klart, at lige knapt 10 % af os viser tegn på alvorlig ensomhed – og det er især de unge mellem 16-24, der er med til at trække tallet op.
Det nemlig knapt hver fjerde (24 %) unge dansker, der viser tegn på alvorlig ensomhed.
Samtidig er det især unge kvinder i samme aldersgruppe, der boner ud på målingerne af dårlig mental sundhed, som i sidste ende også betyder en øget risiko for depression og angst.
Det er derfor højaktuelt, at Mary Fonden i samarbejde med en række aktører, herunder FriSe, i januar 2023 lancerede et nyt projekt, hvor målet er at bekæmpe ensomhed blandt unge.
Projektet, som har fået navnet Lift – Unge ud af ensomhed, kører lige nu som pilotprojekt i Ballerup, Esbjerg og Vejle.