Samtalegrupper mod ensomhed gør en dokumenteret forskel

Af:

FriSe
18. juni 2025

Nye tal viser, at samtalegrupper kan noget særligt, når ensomheden bider sig fast, og vejen til fællesskab føles uoverskuelig.

 

Med støtte fra A.P. Møller Fonden har FriSe etableret samtalegrupper for ensomme unge og voksne 21 steder i landet. Og nu har vi konkret data, der beviser den positive effekt.

 

En foreløbig evaluering fra konsulenthuset DEFACTUM viser nemlig, at samtalegrupperne har en målbar effekt på deltagernes mentale trivsel, selvværd og oplevelse af ensomhed:

 

 

  • Oplevet ensomhed falder fra 7,65 til 7,01 – målt med UCLA-3, hvor en score over 7 indikerer svær ensomhed.

  • Selvværdet stiger fra 9,89 til 10,97 – svarende til en forbedring på 10,9 % i forhold til deltagernes udgangspunkt. Resultatet er målt ud fra fire spørgsmål om f.eks. tilfredsheden med sig selv og evnen til at gøre det samme som andre.

     

  • Trivslen stiger fra 39 til 51 på WHO-5 skalaen – en forbedring på 12 point, der betyder, at deltagerne i gennemsnit bevæger sig ud af risikozonen for depression og stressbelastning (som ligger under 50, mens højrisiko er under 36).

 

 

En tryg og tillidsfuld ramme

Deltagerne fremhæver især, at grupperne er trygge og tillidsfulde – en afgørende forudsætning for at dele noget så sårbart som ensomhed. De frivillige facilitatorer vurderes som både kompetente og nærværende, og størstedelen af deltagerne får opfyldt deres forventninger til forløbet.

 

Samtalegrupperne er ikke tænkt som terapi og skal ikke nødvendigvis føre til nye venskaber. Men de giver deltagerne et sted, hvor de kan spejle sig i andre, bearbejde deres ensomhed og opleve, at de ikke står alene.

 

“Jeg har følt mig mindre alene, da jeg har mødt nogle ligesindede, som det var nemt at tale med om ensomhed og andre ting,” fortæller en anonym deltager.

 

Og en anden:

 

“Jeg er blevet mere åben i større forsamlinger og mere bevidst om at se positivt på tingene.”

 

Evalueringen bygger på data fra 113 deltagere, der har udfyldt spørgeskemaer både før og efter forløbet. Den endelige rapport fra DEFACTUM forventes klar i marts 2026.

 

Læs mere om indsatsen her