At være ny deltager eller frivillig er ikke lige nemt for alle og kan være forbundet med mange bekymringer; er jeg velkommen, passer jeg ind, hvordan vil de andre tage imod mig, hvad er forventningerne, og vil der blive taget hensyn til mig og mine kompetencer og behov?
Det er derfor vigtigt at have fokus på, hvordan frivillige foreninger eller fællesskaber arbejder med en god velkomst og tager hensyn til individuelle ønsker og behov, så nye kan være der på egne præmisser og indgå i et gensidigt værdifuld samvær med andre i fællesskabet. Og det er vigtigt, at de frivillige fællesskaber har mulighed for at få vejledning til det, hvis de har behov for det.
Det gode værtsskab og fællesskab
Som rådgiver har I en særlig rolle i at sætte fokus på og støtte op om den gode værtsskab og fællesskab. Det kan dels gøres gennem information på hjemmeside og sociale medier, temaaftner for foreninger og gennem individuel rådgivning.
Det vigtige er i første omgang at fokusere på værtsskabet og særligt på rollen som vært, der har ansvaret for at byde nye velkommen, opbygge en tillidsfuld relation og introducere til fællesskabet og andre deltagere eller frivillige.
I kan eksempelvis hjælpe med at lave en plan eller tjekliste for velkomsten, som beskriver værtsrollen, og har alt vigtig information der skal videregives, eks. formål, aktiviteter, muligheder, værdier m.m. Det kan også være hjælp til en samtaleguide, som værten kan bruge til at lave en forventningsafstemning, og hvor der spørges ind til deltagerens forventninger, ønsker, interesser, kompetencer og behov. Samtaleguiden kan også indeholde et afsnit om opfølgende samtaler, eks. efter den første måned.
En anden vigtig ting er at snakke med foreningen eller fællesskabet om, hvordan eller i hvor høj grad rammer og aktiviteter kan tilpasses individuelle ønsker og behov eller give plads til fleksible muligheder, hvor deltageren kan skifte mellem forskellige roller eller grader af deltagelse og engagement, fx ved den ene dag at være aktiv deltager og bidragsyder og den anden dag at være mere på sidelinjen. Det kan også være muligheden for at lave mindre grupper eller en form for ”opstartshold”.
Det kan også være vigtigt at snakke om, hvordan deltagere løbende kan få støtte og vejledning, og hvordan de vil brobygge videre til andre fællesskaber, hvis der er behov for det.
Hvem er rådgiver?
Rådgiveren kan være en ansat i eks. et frivilligcenter eller en landsorganisation. Det kan være foreningskonsulenter eller lignende, der i forvejen har viden om drift og udvikling af frivillige foreninger og fællesskaber, som så har et ekstra fokus på det gode værtsskab og fællesskab. En rådgiver kan selvfølgelig også være frivillig med særlig viden og erfaring på området.
En central rolle i brobygning
Værtsskab og fællesskab er helt centralt i brobygningen, fordi det er forudsætningen for, at nye deltagere føler sig velkommen og bliver en værdifuld del af fællesskabet.
Mange foreninger og fællesskaber har allerede gode procedurer og en god kultur for at modtage og inddrage nye, mens andre har brug for støtte for at føle sig klædt på til opgaven – særligt hvis de ikke er vant til at inddrage mennesker, der har forskellige barrierer for deltagelse eller særlige behov.
Det er derfor meget vigtigt med rådgivere, hvis brobygningen skal lykkes og udbredes til mange flere foreninger og fællesskaber.
Denne artikel er en del af en artikelserie
FriSe sætter i artikelserien ‘Roller i brobygning’ fokus på rollerne i brobygning af mennesker ind i fællesskaber. Artikelserien er til dig, der gerne vil vide mere om brobygning. Det kan være du er kommunal medarbejder, ansat eller frivillig i en frivillig organisation/forening eller arbejder i et frivilligcenter. Hver artikel beskriver en af de seks roller, som med fordel kan være til stede for en succesfuld brobygningsindsats.
Læs også de andre artikler om: